2020 blev året, da danskerne for alvor genopdagede deres eget land. På grund af udbruddet af coronavirus – CoVid 19 – har det ikke været muligt at rejse på ferie til udlandet, men da vi gerne vil på tur i vores ferier, har Danmarks natur i stedet lagt ryg til, at mange danskere tog på ferie inden for landets grænser.
Der er flere nationalparker spredt rundt omkring i landet. Både store naturområder som for eksempel Nationalpark Thy, Nationalpark Vadehavet og Kongernes Nordsjælland, og mindre områder som for eksempel Nationalpark Nakskov Fjord.
Mange smukke oplevelser
At tage på ferie i Danmark og måske fokusere på, hvad der er at se i en eller flere af nationalparkerne, kan give mange spændende og smukke oplevelser. Det er naturens særpræg, skønhed eller måske et områdes kulturhistoriske betydning, som gør, at det bliver ophøjet til nationalpark, så der vil altid være meget at komme efter.
I Kongernes Nordsjælland kan man for eksempel følge kulturhistorien, når man besøger naturen omkring Fredensborg Slot eller de andre steder, hvor kongehuset har sat sine spor. Nordsjælland var fritidsressort for datidens kongelige og blandt andet stedet, hvor der blev holdt store parforcejagter. Naturen og kulturlandskabet bærer stadig præg af disse forhold, som man kan gå på opdagelse efter og udforske nærmere.
I Nationalpark Thy vil man opleve en anderledes og mere barsk natur, og her kan man som et af de få steder i landet opleve at være alene i længere tid. Selv om der er kommet flere danskere ud i naturen, også i Nationalpark Thy, er området så stort, at det stadig er nemt at finde steder, hvor man kan være sig selv. Ideelt, hvis man er vandrer og bruger vandreturene til meditation og eftertanke.
Hvad vil vi med naturen?
I efterslæbet af den større mængde mennesker, som har fundet ud i naturen her i coronatiden, er der opstået diskussioner om, hvad vi egentlig vil med naturen. Skal den være rammen om underholdning for os mennesker, eller skal naturen leve på sine egne præmisser? Skal der være steder, hvor mennesket ikke bør komme, og hvor planter og dyr lever uden indgriben fra mennesker?
Nationalparkerne lægger rammer til nye måder at beskytte eller forme naturen på, og det giver også nogle gange anledning til diskussion. Senest har der været meningsudvekslinger om hestehold i Molslaboratoriet, som er en del af Nationalpark Mols Bjerge, fordi de udsatte heste er hegnet ind og i vinterperioden bliver meget magre – så magre, at det af mange opfattes som vanrøgt. I Gribskov vil man indhegne et større område og udsætte store dyr som for eksempel elge, der skal leve her og forme naturen.
Uanset hvad din holdning til naturen er, vil du kunne finde store oplevelser ude i den, og at tage på tur i de forskellige nationalparker er en god måde at udforske den danske natur på. På nettet og på biblioteket kan du finde information om hver enkelt nationalpark, så du og familien kan vælge dem, som I helst vil besøge.